Der er noget man kan finde ét eneste sted i verden.
Det er en stor skat, som man kan kalde tilværelsens opfyldelse.
Og det sted, hvor denne skat er at finde, er det sted, hvor man står.

De fleste av os når i sjældne øjeblikke til fuldstændig
bevidsthed om den kendsgerning, at vi ikke
har fået tilværelsens opfyldelse at smage, at vort liv
ikke har del i den sande og opfyldte tilværelse, at det
ligesom leves forbi den sande tilværelse. Alligevel
føler vi til stadighed en mangel, og til en vis grad
bestræber vi os på et elle andet sted at finde det vi
mangler.
Et eller andet sted i et eller andet område af
verden eller af ånden, kun ikke der hvor vi står, der
hvor vi er blevet sat – men netop der og intet andet
sted er skatten at finde. Den omverden jeg føler som
den naturlige, den situation jeg skæbnebestemt har
fået tildelt, det som møder mig dag efter dag, det
som dag efter dag stiller krav til mig, her er min væsentlige
opgave, og her er den opfyldelse af tilværelsen,
som står åben for mig. Martin Buber, Menneskets Vej